Menu

Sejr til TFC i Vanløse

image Mickey Mikander tilkæmpede sig et straffespark og scorede senere til 2-0. Arkivfoto.
Ingolf Skafte
02. oktober 2016 kl. 22:57

Taastrup FC spillede lørdag den 1. oktober ude mod Vanløse IF. De 2 hold lå lige i tabellen inden kampen, så der var lagt op til en meget jævnbyrdig kamp.

Kampen var også meget lige fra kampens start, men lige som sidste lørdag i Virum bragte TFC sig foran med 1-0 tidligt i kampen. Efter 14 minutter lagde Julius Lip en præcis stikning til Mickey Mikander, der stærkt holdt sin oppasser væk fra sig. Da Mickey nåede ind i straffesparksfeltet, blev han hægtet af en Vanløse-forsvarer og dommeren dømte korrekt straffespark. Julius Lip udnyttede usvigeligt sikkert den store chance.

Vanløse havde en enkelt stor chance i den følgende lille halve time. Holdet spillede mest på lange bolde. TFC’s forsvar var godt organiseret og holdt i det store og hele Vanløse fra fadet.

Efter 40 minutter var TFC igen farlige. Bolden blev hurtigt spillet op til Silius Motlach, der afleverede videre til Kenneth Jønsson. Jønsson lagde en perfekt stikning til Mickey Mikander, der glimrende placerede bolden i mål til 2-0 til TFC.

Desværre fik Vanløse reduceret til 1-2 lige før pausen. Målmand Mads Henriksen lavede et unødvendigt straffespark. Vanløse udnyttede den store chance, hvorefter TFC kunne gå til pause foran med 2-1.

I 2. halvleg havde TFC et par meget store målchancer. Efter en times spil blev Mickey Mikander spillet alene med målmanden lige omkring midten af banen. Han holdt udmærket tempoet over 30-40 meter, men Vanløses målmand diskede op med en flot redning.

Lidt senere havde også Sebastian Ellefsen en stor chance, men igen reddede Valøses målmand.

Mod slutningen af kampen pressede Vanløse på for en udligning, men TFC reddede med en god fight den vigtige 2-1 sejr hjem. Taastrup leverede en flot arbejdsindsats og sejren var fuld fortjent.

TFC ligger nu på en 6. plads i puljen, der består af 10 hold.  Puljen er temmelig lige. Alle hold har nu mødt hinanden én gang. TFC spiller på lørdag den 8/10 kl. 13:00 holdets tredje udekamp i træk denne gang i Stenløse.

Luk