Menu

HS1 - Nederlag til Taastrup FC mod topholdet fra AB Tårnby

image Fra arkiv - holdet fejrer scoring...
06. juni 2015 kl. 16:52
Der var lagt op til en spændende kamp i Taastrup Idrætspark, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at komme afgørende væk fra nedrykningsstregen medens gæsterne fra AB Tårnby havde til hensigt at bevare førerpositionen i rækken. Det blev sidstnævnte, der havde held og dygtighed med deres forehavende, idet de trak sig tilbage til Amager med en 2 – 0 sejr.

Samtlige 22 spillere var tydeligvis sat op til kampen. Der blev kæmpet om hver eneste bold, men med udeholdet som de fysisk stærkeste. De kombinerede godt og effektivt på midtbanen, hvor Taastrup drengene havde lidt problemer med det høje tempo. Alligevel lykkedes det hjemmeholdet at tilspille sig enkelte muligheder. Chancemæssigt havde Tårnby langt mest at byde på, men en fremragende Jesper Fuhrmann i målet pillede pynten af deres angribere. Største chance i første halvleg tilfaldt dog Taastrup, men en helt fri Steffen Dax var ikke koldblodig nok, da han skulle ekspedere bolden forbi en modstander på stregen. De første 45 minutter sluttede uden scoringer men ret beset burde Tårnby have ført med et par mål, men målmanden hører som bekendt også med i spillet.

Anden halvleg blev også med Tårnby i den dominerende rolle. Men efter endnu en stor chance til Taastrup, hvor gæsternes målmand flot fik afværget, måtte Fuhrmann midt i halvlegen for første gang kapitulere efter et spark tæt under mål og fem minutter senere igen på et velplaceret fladt skud ude ved fjerneste stolpe. Derefter var det småt med tilbud i resten af kampen og Tårnby kunne trække sig tilbage med en fortjent sejr over et hjemmehold, som var godt fightende, men med udeholdet lige en tand bedre.

Søndag flyver Taastrups spillertrup til Bornholm, hvor Nexø Stadion lægger græs til en kamp kl. 13.30 mellem NB Bornholm og Taastrup FC. Hjemmeholdet er normalt svære at have med at gøre på klippeøen, men har gennem de seneste runder fået en del nederlag der betyder, at de til næste sæson spiller i Københavnsserien og derfor har knap så meget at kæmpe for i dagens kamp. Taastrup har derimod stadig nedrykningsspøgelset hængende over hovedet og må være stærkt motiverede for at hente tre point, der måske kan vise sig nok til at klare frisag.

Luk