HS1 Taastrup FC´s Danmarksserie hold tog en flot skalp i Marstal/Rise.

Efter en lang bus og færgetur, nåede Taastrups bedste herresenior hold frem til et solbeskinnet stadion i Marstal, på Ærø. Det var med begrundet respekt for modstanderen, at Taastrups FC´s spillere og trænere gjorde sig klar til kamp – da Marstal/Rise har en af de mest frygtindgydende hjemmebaner i Danmarksserien. Der var heller ikke mange af de lokale, der kunne huske hvornår Marstal/Rise sidst havde tabt på hjemmebanen. Det kan de nu!
For Taastrup FC tog en flot, og meget vigtig sejr på 2-1.
Indledningsvis skulle de to hold lige kigge hinanden an, og banen var bestemt ikke til poleret fodbold. Derfor var gameplanen også direkte spil, og stærkt duelspil. Det løste Taastrup FC bedst, og fik tilkæmpet sig at overtag efter en stille start. Dog skulle vi hen i det 30 minut før den rigtig store chance i kampen kom – og den blev der scoret på. Taastrup FC´s højreback Mads Rud lavede et flot overlap i højresiden, og lagde et tidligt indlæg ind til Mathias Olsen, som flot headede den i mål! 1-0 til Taastrup FC.
Resten af 1. halvleg var chancefattig, dog havde Taastrup FC´s Mohammed Youssuf, et flot sololøb, men afslutningen gik desværre i sidenettet.
Kampforløbet ændrede sig en smule i 2. halvleg, hvor Marstal/Rise pressede højere på banen, og Taastrup FC havde i perioder svært ved at få clearet boldene ud af farzonen. Dog kom Marstal/Rise ikke til åbne chancer. Til gengæld gav det nogle store omstillingsmuligheder til Taastrup FC, hvor først Silius Mothlagh havde et drøn på underoverlæggeren, og Julius Lip to åbne skud fra feltet. Men som det har været kendetegnende i efteråret, så har holdet haft svært ved at lukke kampene. Og på det efterfølgende angreb får Marstal /Rise en dødbold, og efter et gevaldigt klumpspil i feltet, udligner Marstal/Rise til 1-1.
Det unge Taastrup hold lod sig dog ikke ryste, men kæmpede ufortrødent videre. Det gav pote 7 minutter før tid, da Mathias Olsen fik slidt sig fri i feltet, og en Marstal/Rise spiller måtte bruge ulovlige midler for at stoppe ham. Straffespark!
18 årige Julius Lip fik ansvaret fra 11 meter-pletten, og trods sin unge alder, sparkede han den køligt og stensikkert ind!
2-1 til Taastrup FC, som også blev kampens resultat, da spillerne kæmpede sejren flot hjem. Med et øje på stillingen, så var det 3 meget vigtige point, og et forløsende resultat, som også kunne ses på spillere, trænere og holdledere.
Mathias Olsen blev kåret til dagens Taastrup FC spiller.