Menu

HS1 afsluttede efterårssæsonen med endnu en sejr

image
Michael Sørensen
14. november 2023 kl. 08:46
Taastrup FC spillede lørdag årets sidste kamp ude mod Herstedøster IC.
Det var dejligt at se så mange fra Taastrup havde taget turen til Herstedøster denne lørdag - ikke mindst var det skønt at opleve de højlydte unge mennesker fra Taastrups fangruppe på lægterne.
 
En pløjemark af en bane umuliggjorde det polerede fodbold så for begge hold gjaldt det om at spille efter forholdene.
Taastrup startede virkeligt godt - og inden der var spillet 1 minut havde Mathias R. Jensen ramt foden af stolpen med et godt forsøg.
Taastrup fortsatte dominansen de første 20 minutters tid men trods flere gode situationer lykkedes det ikke at bringe sig foran.
 
Herstedøster kom bedre med midt i halvlegen og da den halve time var rundet gik det pludseligt stærkt.
Taastrup tog føringen da Mathias R. Jensen scorede for sjette kamp i træk efter et godt gennemspillet angreb.
Føringen holdt dog kun 1 minuts tid, da Herstedøster udlignede efter et selvmål af Taastrup. Hårdt presset af en angriber kunne Nicklas Møller Olsen ikke undgå at ramme bolden så den røg i eget net.
 
Kun 4 minutter senere tog Taastrup føringen igen, da Nicholai A. Sørensen flot flugtede bolden i nettet.
2-1 føringen holdt halvlegen ud - Taastrup burde nok have ført med mere end det ene mål men manglede lige den sidste skarphed.
 
Efter en times tid fik hjemmeholdet en kæmpechance for at udligne - men efter et hjørnespark lykkedes det hjemmeholdet at heade forbi stolpen umarkeret fra helt tæt hold.
Og blot få minutter senere var det så Taastrups tur til at misbruge en stor dobbeltchance. Mickey Mikander blev spillet fuldstændig alene med målmanden som klarede hans forsøg og på riposten sparkede Kasper Lind Wessel Larsen forsøget på undersiden af overliggeren.
 
Kampen fandt sin afgørelse ca. midt i 2. halvleg - og hvilken afgørelse. Fra 25 - 30 meter kanonerede anfører Nicholai A. Sørensen direkte op i det ene målhjørne. Det mål må kandidere til årets mål i Sjællandsserien.
 
Herefter bølgede kampen frem og tilbage men Taastrups sejr var aldrig rigtigt i fare så holdet tog en fortjent 3-1 sejr.
Under svære forhold spillede holdet igen en rigtig fin kamp - og ligger placeret på en flot tredjeplads i rækken. 
 
Klub 120 valgte den dobbelte målscorer Nicholai A. Sørensen som kampens spiller.
 
Holdet går nu på velfortjent vinterpause - næste turneringskamp er lørdag d. 16 marts kl. 12.45 ude mod BSF.
Luk